Esporten vokser ind i samfundet

Der er sket meget med dansk esport over de sidste knap 20 år, og alene de sidste 2-4 år har været eksplosive for os alle. Der var en tid hvor jeg kendte alle indenfor esporten. Jeg kunne udpege præcist hvem der lavede hvad indenfor esport, og hvem man skulle holde øje med. Idag går det så stærkt, at det stort set er umuligt for et almindeligt menneske at have fod på hvad der sker. Ugentlig popper der esports ting op i perspektivet som overrasker. Det er jo egentlig ret fedt, det viser at esporten vokser eksplosivt, men det er det  gør det dælme også svært at følge med i det hele  :-)

ESPORTEN VOKSER IND I SAMFUNDET
Med den stigende vækst i det kulturelle, sportslige, uddannelsesmæssige og ikke mindst forretningpotentialet, er esporten i den grad blevet samfundsmæssigt relevant. Sagt med et populært amerikansk udtryk - det er blevet mainstream. Den samfundsmæssige relevans betyder, at der kommer investeringer, der skabes jobs, det bliver til uddannelse, der skabes foreninger og søsættes kulturelle aktiviteter. Sammenlagt betyder det at esporten vækster voldsomt i alle dele af samfundet, hvad enten det er baseret på forretning eller noget kulturelt.

Det er det samme, der skete med f.eks. fodbolden, da den blev en integreret del af det danske samfund. Uddannelse, forretning, jobs, karriere, mio. og atter mio. af kroner, store fanskare osv. - you name it, football got it ! - Det er præcis den vej dansk esport følger.

Forskellen er at det tog fodbolden et par hundrede år at blive etableret, mens esporten allerede er vokset sig større end fodbold på mindre end 20 år. Det er cyberspace effekten.

Derfor er det fedt, at der er så mange aktører i gang med esporten over hele linjen. Forretningsfolk, græsrødder, politikere, ildsjæle, Center for Ludomani, Antidoping Danmark osv. - alle vil tilsammen komme til at præge fremtidens esport markant.

Det er også derfor at DIF skal opgive kampen mod esport - de kan vælge at gøre det frivilligt eller de kan blive tvunget til det af samfundet. Der ER bestemt udfordringer for DIF, feks. at det er et kommercielt selskab der ejer Counter-Strike. Men esporten kommer til dem uanset, simpelthen fordi det er for stort til at samfundet og politikerne kan ignorere det. Mange andre forbund og organisationer har allerede taget esporten til sig. Feks. DGI som efter mange års fald i antallet af medlemmer, har set en vej ud af den nedafgående kurve ved at tage esporten ind.

Esporten er  simpelthen ved at vokse ind i det danske samfund 

DANMARK SOM FØRENDE ESPORTSNATION
Mange esportseksperter vil nikke genkendende til at Danmark efterhånden føles som en af de førende esportsnationer. Ihvertfald når vi sidder her i Danmark :-)

Tilbage i starten af 00erne, var det faktisk Korea som ultimativt var foran når det kom til esport. Allerede dengang havde de en minister med ansvar for esporten, og da samarbejdsaftalen mellem medlemslandende i IeSF (det internationale esports forbund) blev underskrevet, var det naturligt at det skete i byen Busan i Korea. Udover at Koreanerne betalte for gildet dengang, så var det også med til at styrke og fastslå deres egen position i global esport. Korea havde set at esporten ville vokse over hele verden og satte allerede ind dengang for at placere sig selv i centrum. Det var baggrunden for deres investering i IeSF – som ikke var af en helt ubetydelig størrelse. Forskellen i hvad communitiet spillede rundt omkring i verden og Koreanernes manglende lyst til at acceptere og inkorporere forskellene, betød at de aldrig fik fat i esportsinteressen fra vores breddegrader.

Esportsudøvere i Korea levede det søde stjerneliv allerede dengang, imens resten af verden så misundeligt til. Hypen blev cementeret da hele 7 tv stationer sendte underskrifstsceancen live - det var vel og mærke TV stationer som sendte esport 24/7 !

Idag er lyden fra Korea forstummet en anelse. I hvert fald hører man ikke meget om koreanerne på vores breddegrader. Længere. Det kan både skyldes forskel i de spil der spilles på konkurrenceniveau. Det kan skyldes at mange andre lande er blevet stærkere på esportsfronten og det kan skyldes at mainstream medier helt naturligt har mere fokus på nære forhold frem for hvad der sker på den anden side af kloden.

Ligesom folk er ramt af en konstant fodboldfeber her i Europa, er der f.eks. et kæmpe fokus på kricket i mange dele af Asien. Det er på samme måde, der er forskel i de spil man spiller på et konkurrenceniveau indenfor esport. I Europa er det i høj grad Counter-Strike mens det i Asien tidligere var StarCraft, senere League of Legends og nu DotA.

Hvordan er Danmark endt i så stærk en position?
Græsrødderne har altid spillet en stor rolle. Med communities som Xplayn, SLAP, Dust2, Gaming.dk, eSport.dk, Esport Service og DKs første store internationale esports event Copenhagen Games er der blevet holdt sammen på branchen og sikret en konstant vækst på spillersiden, ligesåvel som vi med både dygtige spillere og events har fået skabt os et internationalt fokus. Der er der dog ingen tvivl om at Rfrsh med Astralis og Blast, ESL med Proleague i Odense, FCK med North og nu eSuperligaen med Fifa har hjulpet kraftigt med at få esporten ud i samfundet.

Men den rigtige fremtidig styrke for dansk esport ligger i virkeligheden et helt andet sted...

RIGT SAMFUND
I visse dele af verden skal unge arbejde for at familien kan holde hovedet over vandet. Her i Danmark er vi så priviligerede at, ikke nok med at unge har alverdens tid til uddannelse og masser af fritid til fornøjelse, men forældre og samfund har også råd til at de unge får stærke computere og gamingudstyr. Det er med til at sikre at vi i Danmark kan støtte og skabe mange talenter inden for esporten generelt.

STÆRKE SPILLERE
Alle kender til Astralis som verdens bedste Counter-Strike hold, som med en helt vild og unik indsats vinder det ene store event efter det andet. Der bliver længere og længere ned til de andre.
Men vi har faktisk danske topspillere i næsten alle større konkurrencetitler. Feks. Johan Sundstein som i DotA er ranket nr.2 globalt set. Hans indtjening ligger på svimlende 27-28 mio kr.
Til sammenlign så skal vi ned på en 45. og 46. plads på den globale ranking, før vi finder de første Astralis spillere som har ramt i omegnen af 8-9 mio kr. i indtjening.
(kilde esportsearnings)

EVENTS FYLDER
På event siden har vi både Blast, Proleague og Copenhagen Games som tilsammen skaber en stærk esports-event struktur i Danmark. Blast og Proleague sikrer voldsomt store seertal og Copenhagen Games tiltrækker rigtige mange udenlandske spillere som flyver ind til København for at deltage. Kombinationen af de 3 events er ret stærkt for et lille land som Danmark.

Vi kan dog stadig ikke hamle op med Majors, finalerne i LCS og The International som er verdens absolutte største esportsevents. Men vi har som sagt en stærk esports struktur, vi har en stærk eventkultur generelt, vi har en stærk organisation i form af Wonderful Copenhagen som tiltrækker store internationale events,  vi har en vilje til offentlige investeringer i events og selvom alle er trætte af al byggeriet allesteder så har vi en stærk infrastruktur i landet - så mon ikke vi før eller senere rammer et eller andet større setup.

SKOLER
Vi har i Danmark mere end 200 skoler som idag har esport enten som fag eller som en decideret linie. Efterskolerne fylder mest, men ungdomskolerne er ved at komme efter det, ligesåvel som folkeskoler, gymnasielle uddannelser og mange andre har taget fat. Der er ingen andre lande som på denne måde og i denne størrelsesorden har så godt fat på esport som uddannelse, og som en del af den almindelige skolegang.

FORENINGER
Danmark er et foreningsland. Der er ikke ret mange andre lande som kan måle sig med antallet af foreninger vi har i Danmark. Om det skyldes at der rent faktisk er midler at hente i foreningsregi, eller det bare er vores andelstanke der gør sig gældende, er svært at sige. Men faktum er, at vi er begyndt at få ret mange foreninger med esport. Nogle er rene nyetablerede esportsforeninger, imens andre er eksisterende foreninger som har taget esporten til sig. Vi er i nærheden af ca. 90 foreninger med esport i Danmark pt.. Et tal der i øvrigt er i konstant stigning.

POLITIKERE
Jane Jegind Rådmand i Odense, Rabih Azad-Ahmad Kulturrådmand i Aarhus, Pia Allerslev, Carl-Christian Ebbesen, Niko Grünfeld alle tidligere Kulturborgmestre i København, Franciska Rosenkilde nuværende Kulturborgmester i København, Mogens Jensen tidligere minister i S regering, Brian Mikkelsen, Pernille Frahm, Statsminsiter Lars Løkke Rasmussen osv.
Altså et hav af både lokalpolitikere og folketingspolitikere har bakket op om esporten.
Der har været større kommunale, regionale og statslige investeringer i events som ESL, Blast og Copenhagen Games, og der er er masser af offentlig støtte til mindre arrangementer rundt omkring i landets forskellige kommuner.

ILDSJÆLENE
De mange frivillige som har sikret eksistensen af hold, organisationer, events, turneringer, foreninger osv. De er der stadig, omend der er mere fokus på forretning nu, så er ildsjælene stadig med til at skabe den stærke ryggrad som dansk esport vokser på.

Alle ovenstående ting til sammen er med til at skabe en helt unik esportsstruktur i et samfund - og i et globalt perspektiv

En stærk esports-bevægelse som er begyndt at trille med fart på i DK. Inden længe vil det eksplodere og så bare buldre derud af. (det er det nok allerede begyndt at gøre nu - men farten har langt fra ramt sit maksimum)

VOLDSOM GAMECHANGER
En  af de allervigtigste ting – som er en gamechanger for hele branchen – er de stærke investorers indtog i esporten på dansk jord. Det har det både hjulpet branchen til at vækste, men det har også presset hele græsrodsbevægelsen omkring dansk esport. Hele fundamentet omkring dansk esport er, over de sidste 20 år, lagt af de mange frivillige, ildsjæle og græsrødderne, som allesammen hver især har ydet deres del af indsatsen. Det er det fundament som alle nu bygger på, hvad enten det er forretning eller kultur.

Udviklingen de sidste 2 år har dog mere og mere båret præg af, at forretningsdelen er begyndt at tage rene økonomiske? prioriteter over lysten. Det kan være både fint og udfordrende, alt efter hvor man nu befinder sig i fødekæden.

Der er så meget fokus på forretningen, at alle begynder at se den vej, og alle har for travlt med at skabe sig en forretning i esporten. Det betyder f.eks. at mange foreninger lider under manglende frivillige træner. Det betyder også at mange esportsprojekter bliver tvunget til at se på forretningsdelen før deres projekt rent faktisk er moden til det.  osv.

En meget hurtig vækst er ikke nødvendigvis det bedste for branchen generelt !

PLADS TIL DET HELE
Ingen elite uden bredden. Bredden får ikke midler før eliten bliver etableret. Bredden bruger pengene på de ting som sikrer eliten sponsorer og investeringer, og derigennem får bredden både idoler, oplevelser og en mulige proffessionel esportskarriere.

Uden græsrødderne er der ikke et fundament til at skabe forretning, og slet ikke i Danmark hvor dansk erhvervsliv absolut ikke er kendt for at være first-movers. Uden forretningen kommer udviklingen hellere ikke videre for græsrødderne.

Det er ikke enten eller, men både og !

Det er det jeg håber at udvikling i løbet af 2019 vil vise os. For at vi fortsat vækster som en esports nation, er det vigtigt at udviklingen i både det kulturelle og forretningen vokser sideløbende.
Ellers mister vi muligheden for at grabbe den formidabble fører position som vi har klædt os på til.

Det er det jeg håber at udviklingen i 2019 vil vise os. For at vi fortsat kan vækste som esportsnation, er det vigtigt at udviklingen i både det kulturelle og forretningen sker sideløbende.
Ellers mister vi muligheden for at grabbe og fastholde den formidabble føreposition som vi efterhånden har klædt os på til.

ESPORT.DK
For vores vedkommende her på esport.dk, så har vi været igang som et frivilligt projekt i et par år.
Vores historie går tilbage til slut 90erne hvor vi kom igang med SLAP.dk, som nu er endt med at blive til esport.dk

SLAP voksede sig til at blive Danmarks største turneringscommunity. Vi har ikke engang selv kunne slå den størrelsesorden siden. I al den tid har SLAP og siden ESPORT.dk været et frivilligt projekt. Omend vi er begyndt at søge midler hos diverse partnere, er vi fortsat i stor grad et frivilligt projekt.

Men tiden er anderledes idag.
Vi har folk som bruger 2-3 timer hver eneste dag på esport.dk året rundt.
Vi har mange positioner, som vi har svært ved at få besat. Feks. pr og kommunikationsfolk samt skribenter.

Mange af de dygtige og erfarne folk vi har hos os, vil på et eller andet tidspunkt begynde at søge en professionel karriere i esporten.
Vi har igennem årene haft rigtige mange mennesker igennem vores mølle, og vi er nok en af de organisationer som over årene har fået oplært flest esportsfolk af forskellig art.
Men som markedet er nu, har vi også brug for at sikre en fasttømret gruppe af folk med kernekompetencen og erfaringen.

Vi er klar over at grundet vores profil med frivilligheden, er det svært at få alle ender til at mødes og få lukket de huller der måtte være. Og der ER brug for forbedringer og forandring. Så efter mange år har vi her på esport.dk besluttet os for også at begynde at skele til den kommercielle vej. Formålet er simpelthen at sike os midler til det fortsatte virke, og til at udvikle og forbedre, og det kræver nogle fuldtidsansatte!

Hvordan vi gør det, og hvad der skal ske, vil vi vende tilbage til, og vi vil meget gerne inddrage jer i processen.


/Zahid Butt
Esport since 1999

 


Login
 Glemt password?
Registrer