#EUphoria: Begyndelsen på en ny æra i LoL’s kompetitive historie?

#EUphoria og vestlig "hype":

Til dette års Worlds (verdensmesterskab) I League of Legends har både fans, professionelle spillere og kommentatorer spammet Twitter med hashtagget #EUphoria. Grunden til denne euforiske reaktion hos communitien er, at de europæiske og til dels nordamerikanske hold har domineret og sejret til dette års Worlds. Kigger man yderligere på de vestlige hold, kan man som dansker være ekstra stolt over, hvor mange danskere der er tilbage til at konkurrere i de sidste runder af Worlds 2018. I semifinalerne kæmper i alt fire hold om at gå videre til den endelige finale i Incheon, Korea. Ud af de fire hold, som kvalificerede sig videre fra weekendens kvartfinaler, er tre af holdene fra vesten: Cloud9 (Nordamerika) samt Fnatic og G2 Esports (Europa). På netop disse tre vestlige hold er flere af spillerne fra Danmark. Det viser sig desuden, at Danmark er den mest repræsenterede nation til dette års semifinaler. De forrige år har Korea haft æren at have flest koreanske spillere repræsenterede i de sidste runder af ’Playoffs’ til Worlds. Danske esportsudøvere og danske fans kan derfor være stolte af det høje niveau, de danske spillere leverer i diverse esportsgrene.

 

Et playoffs uden dominerende koreanske hold:

Men det har ikke kun været Korea, som har været den mest repræsenteret region til Worlds playoffs-runder de seneste år. Det har siden 2013 (sæson 3 i LoL) været et faktum, at majoriteten af holdene, som har kvalificeret sig til semifinalerunden i playoffs, normalt konkurrerer i de østlige regioner. Her har de mest fremtrædende regioner foruden Korea været Kina og Taiwan. Siden 2013 har det dog kun været koreanske hold, som har vundet finalerne til Worlds. Her har vinderne været SK Telecom T1 (2013, 2015 og 2016), Samsung White (2014) og Samsung Galaxy (2017). Til dette års Worlds-turnering har der til gengæld ikke været et eneste hold fra Korea, som har avanceret sig videre fra kvartfinalerne i ’Playoffs’. Samtidig slog G2 Esports det kinesiske hold, Royal Never Give Up, ud af ’playoffs’ i sidste weekends kvartfinale. RNG var ellers af mange fra LoL-communitien anset som storfavorit til at vinde Worlds 2018. Det eneste østlige hold, som er nået til semifinalerne, er Invictus Gaming, som Fnatic slog hele to gange i gruppespillet.

 

Billedresultat for lol 2018 worlds bracket semifinals twitter


”The gap has closed”?

Worlds 2018 har på mange måder budt på mange overraskelser for esportens entusiaster. Tidligere års verdensmestre eller mastodonthold fra østen har i flere tilfælde ikke formået at kvalificere sig til selve Worlds 2018-turneringen. Eller også har de måtte se sig slået, fordi deres forberedelser, deres taktikker eller præstationer ikke har fungeret optimalt. Netop derfor kan vi allerede nu begynde at debattere følgende emne: Er 2018 begyndelsen på en ny æra i League of Legends’s kompetitive historie? Kan vi forvente, at ”the gap between the East and West has finally closed”? Hvilket med danske ord vil sige, at afstanden og niveauforskellene mellem de store vestlige og østlige hold fra dette år og frem vil være forsvundet? Eller bør vi fra LoL-communitien forvente at se, at Korea slår tilbage igen allerede igen til næste år i de store internationale turneringer?

Hvis vi kort skal debattere den første mulighed ("The gap has closed"-ideen), kan der være flere faktorer, som kan være afgørende at undersøge nærmere. Disse faktorer kan desuden være mulige årsager til, at Europa og Nordamerika i år har sikret 3 ud af 4 semifinalepladser.

Korea som ”trendsetter” for spilstrategier og metaer

Den første faktor forudsætter det faktum, at det i flere år har været Korea, som har sat standarderne for, hvilke strategier, metaer og spillere der fungerer bedst i LoL-esporten. En meta er den mest populære og effektive måde at spille et computerspil på. Det har været de koreanske strategier, metaer og spillere, som resten af verden har set op til og forsøgt at efterligne. Når metaerne og strategierne ændrede sig i Korea, var det muligt at se de koreanske tendenser i resten af verdens ligaer. Men eftersom Korea var den region, som mestrede deres egne ”opskrifter” bedst, har det også været de koreanske hold som i sidste ende sejrede i de store internationale turneringer heriblandt Worlds.    

 

Måske europæerne bare er ligeglad med Korea og resten af verden?

Igennem sæsonerne har Europa nok fulgt visse koreanske spilstrategier og metaer. Men Europa har også været en region, som har vendt det blinde øje til resten af verden og forsøgt med sine egne ideer og innovationer. Tidligere har hold som Moscow 5/Gambit Gaming, Unicorns of Love, Fnatic m.fl. været frontløbere for nye strategier. Moscow 5 var berømte for unikke valg af 'champions' og spillestile, hvilket var en mentalitet, holdet Univorns of Love også har forsøgt sig med førhen. Fnatic introducerede strategien med at splitte holdet op i forskellige lanes (1-3-1-strategien som G2 Esports er succesfulde med til dette års worlds). Med denne strategi kan holdet vinde kontrol og få fordele over ’mappet’ og ’objectives’. Desuden har Europa også introduceret verden til effektive ’counter picks’, hvor en valgt ’champion’s’ evner giver et hold visse fordele mod en eller flere af modstanderens ’champions’. En ’champion’ er selve de karakterer, som spillerne spiller og styrer i LoL. Det var fx den rumænske spiller, Xerxe, som introducerede Poppy som en ny jungler-karakter. Poppy var et ’counter pick’ til modstanderens 'jungler champion', Zac. Denne utraditionelle strategi blev senere anvendt i andre af verdens ligaer.

Tidligere kritik af Nordamerika

Nordamerika har som region længe været udsat for kritik fra LoL’s fællesskab. De nordamerikanske hold har fået kritik for ikke at levere varen og sejre, når holdene spillede i de afgørende runder. De helt succesfulde hold i den Nordamerikanske liga, NA LCS, såsom Team Solomid, Cloud9, CLG m.fl. har flere gange været kvalificeret til Worlds. Oftest har kun Cloud9 avanceret videre til playoffs-runderne, som de igen i år har præsteret.

 

Kina = ”fast and furious”

I Kina har holdene altid spillet med en fast and furious-mentalitet. I Kinas kampe har det været populært at sætte et højt tempo med masser af ’team fights’ og samtidig skabe kaos i modstanderens strategi og spillestil. Fortalt med en sammenligning til fodboldens verden har kineserne altid foretrukket at drible uden om modstanderen fremfor at spille efter den måske mest sikre og til tider mest optimale strategi. Denne metode bringer masser af aktioner og spænding for seeren. Men strategien kan også betyde, at holdet (det kinesiske) fuldstændigt mister overblikket over kampen og derved taber kampen stort. Til dette års Worlds har de kinetiske hold dog vist, at de også kan spille mere reaktivt på modstanderens handlinger fremfor kun at fremtvinge ’team fights’ og kaos i kampene.

 

Har Korea været for arrogante eller ignorante?

En anden grund til, at vesten har opnået stor succes til dette års Worlds, kan være Koreas ignorance og arrogance over for omverden. Udover at Korea som region har været LoL’s superman, har rygterne på Reddit og blandt flere professionelle spillere også gået på, at de koreanske hold ikke har ønsket at ’scrimme’ dvs. træne mod de vestlige hold under Worlds. De koreanske hold har derfor med en vis sandsynlighed fået sig en overraskelse over den modstand, de i år har mødt fra både Kina, Europa og Nordamerika.

 

Hvis ”Danish Power” er svaret?

Hvis vi ser på en sidste mulig årsag til, at de vestlige hold til Worlds 2018 har sejret mod modstanderne fra østen, kan vi vel ikke udelukke den faktor, som ”The Danish Power” bidrager med. For som skrevet tidligere har alle de vestlige hold, som er nået til semifinalerne, det tilfælles, at de består af mindst en spiller fra det danske land. Cloud9 har veteranerne Svenskeren og Jensen, som længe har været en del af den professionelle scene i LoL og derfor har tonsvis af erfaringer, viden og indsigter i spillet og esporten generelt. Fnatic har supertalentet Caps (også kaldet for ’babyfaker’ efter den tidligere verdensmester Faker) og jungleren Broxah, som i år har bevist, at han hører til blandt vestens (måske endda verdens?) bedste junglere. G2 Esports har toplaneren Wunder - også kendt som ”The Danish Viking”.

Vestlig eufori

Det er endnu ikke afgjort, om Worlds 2018-finale skal afgøres mellem de to europæiske hold, G2 Esports og Fnatic. Tanken om et europæisk opgør i Worlds-finalen er nok til at skabe "hype" og lade det euforiske hashtag #EUphoria leve videre, indtil finalen spilles lørdag d. 3. november. Trods semifinalernes udfald, vil finalen indeholde mindst ét vestligt hold. Samtidig vil mindst to danske spillere få muligheden for at løfte verdensmesterskabstrofæet, da Cloud9 og Fnatic i den ene semifinalekamp kæmper om den ene finaleplads. Den enden finaleplads vil samtidig sikre, at mindst én koreaner står i dette års finale, eftersom både G2 Esports og Invictus Gaming har en eller flere koreanske spillere i holdopstillingen: Wadid (G2 Esports), Rookie (Invictus Gaming), TheShy (Invictus Gaming) og Duke (Invictus Gaming).

 

Weekendens semifinaler:

G2 Esports vs. Invictus Gaming (BO5): Lørdag kl. 10:00

Fnatic vs. Cloud9 (BO5): Søndag kl 9:00

 

Alle billederne er hentet fra Lolesports.com.


Login
 Glemt password?
Registrer