Danmark som førende esportsnation?

Fokus på danskernes præstationer i esport

Nyheder omkring esport ses hyppigere i de danske medier. Nyhederne er især relateret til de danske esportsudøvere, som konkurrerer på det absolutte højeste niveau og vinder store summer pengepræmier i computerspillet Counter Strike: Global Offensive. De seneste år har de danske medier forøget mediedækningen af netop CS:GO-turneringer, hvor de danske hold heriblandt Astralis og North deltager og i flere tilfælde avancerer til finalerunderne. Flere af de absolut største turneringer er desuden begyndt at blive sendt direkte på dansk TV (DR3) med danske værter, således at alle og enhver med interesse, entusiasme eller nysgerrighed kan følge med i esporten. Hvis man er yderligere interesseret i de danske CS:GO-spillere har Danmarks Radio produceret dokumentaren Gamerne – Danmarks nye sportsstjerner, der netop følger en gruppe danske CS:GO-spillere på både semi- og helprofessionelt niveau - heriblandt Nicolai ’Dev1ce’ Reedtz fra Astralis.

Ikke nok med, at medierne har de danske hold og spillere er kommet i søgelyset, er forskellige uddannelsesinstitutioner og foreninger begyndt at have stort fokus på talentudvikling og træning. Flere udvalgte gymnasier, høj- og efterskoler er begyndt at udbyde fag og kurser, hvor unge mennesker lærer de studerende om diverse spilstrategier, kost, motion, fællesskab mm.. 

Danske spillere vinder også finaler i League of Legends

Selvom CS:GO er den esport, vi i Danmark har mest mediedækning af, er der dog stadig andre esports og ligeledes esportsudøvere, der ligeså konkurrerer på det højeste niveau internationalt i andre spiltitler og har gjort sig bemærket for deres præstationer. Senest som i april måned afholdte Riot Games finalen i den europæiske liga i computerspillet League of Legends i Royal Arena, hvor finalens to tophold havde flere danske spillere i deres holdopstillinger: Mads ’Broxah’ Brock-Pedersen, Rasmus ’Caps’ Winther og Martin ’Wunder’ Hansen. På trods af, at det ikke var første gang, at turneringsarrangører har afholdt finaler på dansk grund, var omtalen til denne begivenhed ikke yderst omfattende i de danske medier. Oplevelsen af at deltage som publikum - og fan - til en esportsfinale byder på nervepirrende øjeblikke af spænding og fantastisk stemning, som på flere måder kan sammenligned med traditionelle sportsbegivenheder såsom fodbold- og håndboldkampe. Riot Games havde foruden selve finalebegivenheden også fokus på at give fansene en uforglemmelig oplevelse med et flot sceneshow og muligheden for at møde de professionelle spillere til autografer og selfies.

Generelt set er der mange professionelle esportsudøvere med dansk nationalitet, som konkurrerer i diverse esports. Foruden LoL er esports såsom DOTA 2, Fifa m.fl. nævneværdige i forhold til danskernes høje rangeringer. Men især inden for LoL er Danmark yderst velrepræsenteret. Eksempelvis består halvdelen af holdene i den bedste europæiske liga, EULCS, af mindst én dansk spiller. Deltagelsen er dog ikke kun udelukkende gældende for den europæiske liga. Flere danske spillere er også rejst til andre regioner. Oftest rejser både danske, europæiske og asiatiske spillere til den nordamerikanske liga, NALCS. Her har bl.a. danske Søren ’Bjergsen’ Bjerg længe spillet for holdet Team Solomid, som tidligere har vundet det nordamerikanske mesterskab over flere omgange.

Hvorfor er CS:GO den foretrukne e-sport i de danske medier?

Danmark har og producerer stadig mange talenter og stjerner inden for diverse esports. Men selvom Danmark klarer sig godt i esports, er det ikke ensbetydende med, at de danske seere endnu er klar til en forøget mediedækning af andre esports. Det kan især være svært for seere uden erfaringer med spillene at skulle lære om en ny esport, dets regler og begreber, spilstrategier, hold og spillere. CS:GO kan på nogen parametre være lettere at introducere til nye seere grundet spillets genre, indhold og tempo – og fordi spillet har eksisteret i længere tid sammenlignet med LoL, DOTA 2, Overwatch etc. For fans eller nysgerrige sjæle, som søger god stemning og forøget spænding i fællesskab med andre mennesker, har Nordisk Films Biografer over flere omgange inviteret til ’Esportsbio’. Til disse events sælges der merchandise og afholdes konkurrencer samtidig med, at der streames esportsfinaler på de store biograflærreder rundt omkring i landet. Derved kan disse begivenheder muligvis være et godt sted at starte for nye seere samtidig med, at disse events kan være med til at fremme ideen om at dække og udbyde et større udvalg af e-sportsturneringer som TV-udsendelser i den kommende fremtid.

Mere mediedækning og større accept i fremtiden?

Danmark er på flere områder en førende esportsnation. Det gælder ikke blot de danske esportsstjerners præstationer, udbuddet af esportskurser og -uddannelser eller muligheden for at opleve turneringsfinaler på dansk grund. Det gælder også den øgede fokus, som esport og især CS:GO har opnået de seneste par år. Dog kræver det, at visse ting ændrer sig: Vi må først og fremmest øge den almene accept af esport som profession og esportsudøvere generelt, og lade mediedækningen gradvist blive forøget i takt med, der rundt omkring i landet bliver afholdt flere bemærkelsesværdige events, før vi kan tage titlen som ”førende esportsnation” til os.  


 

Kunne du godt tænke dig at blive klogere på danske esportsstjerner, som har opnået stor international succes inden for League of Legends?  I løbet af de næste uger vil der blive udgivet en serie af korte artikler, hvor du kan blive klogere på et udvalg af danske LoL-spillere heriblandt 'Caps', 'Wunder', 'Bjergsen' m.fl.


Login
 Glemt password?
Registrer