Xyp9x vender stærkt tilbage i første opgør af BLAST Premier Fall
02-11-2020 - MortenMars - 705 visningerAstralis 2 - 1 MIBR
Astralis vandt i aften deres første kamp i BLAST Premier Fall, der også markerede et comeback for Andreas "Xyp9x" Højsleth, som spillede sin første kamp med Astralis efter at have holdt en lang pause fra spillet siden slutningen af maj måned. Astralis’ originale femmands-trup var derfor samlet igen for første gang i fem måneder og skulle bevise sit værd mod brasilianske MIBR, der viste sig at være meget farligere end forventet.
Today, @AstralisCS begin their #BLASTPremier journey against @mibr in their 1000th map played total. 🔥
— Astralis (@Astralisgg) November 2, 2020
Oh, and the starting line-up features an old friend. 😉
Welcome back @Xyp9x. ❤️ pic.twitter.com/1QGhd1Y20M
På papiret var modstanderen MIBR på forhånd ret dårligt stillet mod storfavoritterne Astralis. Det brasilianske hold har holdt pause i to måneder grundet interne holdændringer, hvorfor MIBR nu stiller op med 3 stand-in spillere samt en ny træner. Astralis’ kamp mod det brasilianske hold blev dog en langt tættere affære end først forventet.
Kampen bød også på andre mere uheldige overraskelser, da CS:GO’s netværk pludseligt var gået ned ved kampstart og kampen blev derfor udskudt med næsten to timer. Første map var Vertigo, men allerede efter første runde røg Xyp9x ud af serveren og der blev igen afholdt teknisk pause, så helt gnidningsfrit skulle det altså ikke gå for Astralis’ hjemvendte søn. Xyp9x kunne dog allerede i fjerde runde på Vertigo leve op til sin titel som clutch-minister, da han vandt runden i et 1 vs 2 clutch.
Første map viste sig dog at udvikle sig til en reel gyser. Det brasilianske hold formåede for alvor at give danskerne sved på panden og bragte hurtigt sig selv foran 14-8 på Vertigo. Hårdt under pres blev der dog i vanlig Astralis-stil skruet op for intensiteten og Astralis formåede at komme tilbage og tvinge første map ud i overtid. Herefter tog Astralis styringen og endte med at vinde første map i en neglebider af en kamp.
Vertigo
Astralis 19 - 16 MIBR
Med Nuke som andet map kunne man have forventet, at Astralis kunne ende kampen forholdsvist problemfrit. Men brasilianernes uforudsigelige og aggressive spillestil satte Astralis ud af kurs og MIBR endte med at tage en uventet sejr på Nuke.
Nuke
Astralis 13 - 16 MIBR
På det tredje og afgørende map, Inferno, kom Astralis strygende fra start med en hurtig 5-0 føring. Astralis spillede mere fokuseret og med mere blod på tanden og kom stærkt foran 11-4 på T-siden. På CT-siden var Astralis igen mindst lige så dominerende og kunne runde tredje map af på overbevisende manér og dermed vinde kampen 2-1.
Inferno
Astralis 16 - 5 MIBR
I morgen kl. 16:30 møder Astralis vinderen af G2 vs Furia i BLAST Premier Fall upper final, hvor det bliver spændende at se om det genforenede Astralis kan gå hele vejen til den store finale.