Alle danskerne har været i ilden ved cs_summit Europe

I går startede cs_summit 6 Europe, som er det næste skridt i kvalifikationen til Rio Majoren 2020.

Ved turneringen kæmper holdene om de famøse "Regional Major Rankings point", også kaldt "RMR points", som kan give adgang til Rio Majoren i November. Indtil videre er det Astralis der fører point-løbet, men grundet reglerne omkring spillerudskiftninger, har det danske hold valgt at springe cs_summit over.

Selvom Astralis ikke er til at finde på holdlisten, så er Danmark repræsenteret af både Heroic, North og x6tence (det nyligt solgte Copenhagen Flames mandskab). Derudover er enkelte danskere til at finde på henholdsvis mousesports, GODSENT og OG. 

Alt i alt rummer turneringen 18 danske spillere, og alle har efter i aften været i aktion.

North og Heroic kommer godt fra start

Det første danske hold i ilden var North, da de i går mødte spanske Movistar Riders. Kampen gik hen og blev en gyser over tre maps, hvor danskerne endte med at hive den endelige sejr hjem på Overpass. Det danske mandskab er, over de seneste måneder, rykket ned som nr. 29 i verden, så de næste dage er afgørende, hvis MSL og co. vil rykke frem før sommerpausen. 

I gruppe C kom Heroic ligeledes godt fra start, da de tidligere i dag slog finske ENCE. Danskerne gik ind til turneringen i god form, efter en sejr over bl.a. Fnatic i kvalifikationen. Kampen mod ENCE startede ud med en storsejr på Nuke, efterfulgt af en knap så god kamp på Train. Det hele blev afgjort på Mirage, hvor især TeSeS og stavn slet ikke var til at stoppe. 

Udover de to danske mandskaber, så viste farlig, og resten af GODSENT, sig også fra deres bedste side, da de i går nedlagde Karrigan og co. over to maps. Sidst, men ikke mindst, havde vi Valde og resten af OG, der her til aften slog Team Heretics over tre maps. 

x6tence ramte muren mod NiP

Det er blot et par dage siden, at Copenhagen Flames offentliggjorde salget af deres mandskab til spanske x6tence. Holdet skulle i dag spille deres debutkamp under den nye fane, men svenske NiP stod i vejen. Danskerne fik aldrig rigtig et ben til jorden, da NiP i topform kun afgav ti runder over to maps. x6tence lever fortsat i turneringen, men skal vinde kampen mod ENCE, som finder sted i morgen. 

Den samlede stilling efter første spillerunde

I morgen fortsætter turneringen med de fire elimineringskampe, hvor bl.a. x6tence og mousesports skal i ilden. Kampene starter fra kl. 15:00 og kan følges på Twitch.  

 


Login
 Glemt password?
Registrer