Metal CS:GO Ligaen #15 - Overblik uge 1

Første uge af METAL CS:GO Ligaen er blevet spillet, hvor vi har haft alle 10 divisioner inde på serveren. Både tirsdag og torsdag havde vi fornøjelsen af at streame nogle gode kampe på Twitch, der indtil videre tyder på at det bliver en kompetitiv sæson, både i Division 1, men også de andre. 

Ugens kampe i fokus var de to streamede kampe fra Division 1, hvor henholdsvis Falcons Esports og Campus Vejle * Spar Nord mødte hinanden, efterfulgt af torsdagens opgør mellem aebleskiver og SprayAway. Ved siden af Division 1 kampene havde vi også fornøjelsen af, at se to kampe fra Division 6 som begge sejrede i ugens afstemninger. 

I den kommende artikel vil vi give et kort overblik over første uges strabadser i alle 10 divisioner. Bemærk at nogle ligaer fortsat mangler at få afviklet nogle kampe i de første runder. Disse kampe er blevet rykket til weekenden. 

Ugens divisioner i fokus er Division 1 og Division 6. 

Division 1

Vi starter i Division 1, hvor sæsonens bedste hold kæmper mod hinanden. Divisionen byder på flere nye prominente navne, samt hold der er rykket op siden sidste sæson. 

Divisionen startede ud med et spændende opgør på stream mellem Falcons Esport og Campus Vejle * Spar Nord. Kampen blev spillet på Overpass, og allerede fra start var det oprykkerne fra Falcons Esport der dikterede tempoet i kampen. Campus Vejle * Spar Nord, som pt. ligger i toppen af Elgiganten Ligaen 1. Division Y, kunne ikke finde rytmen, hvilket førte til en komfortabel sejr på 16-6 til Falcons Esport. 

Ugens anden kamp fra Division 1 var mellem aebleskiver og SprayAway. Det skulle vise sig at blive en sand gyser, da de to jævnbyrdige hold mødtes på Overpass. Denne gang var det marginalerne der afgjorde kampen. De to hold fulgtes langt hen af vejen, men i de døende runder var det vores nye hold, aebleskiver, som løb med sejren på 16-14. 

Som stillingen ser ud, er det pt. 3MAT der topper gruppe A, hvor gruppe B stadigvæk mangler at få afviklet nogle kampe. Ligeledes mangler Falcons Esport stadig at spille deres anden kamp, så de har fortsat chancen for at udligne 3MAT.

 

 

Division 2

I Division 2 må der siges at være tæt løb, især i gruppe A. De fire hold i gruppe A er indtil videre fuldstændig lige, hvilket ligger op til en spændende uge 2, hvor holdene skal vise hvem der faktisk fortjener at ligge i toppen. I gruppe B er stillingen lidt mere spredt, med Fremmøller.Main ubesejret i toppen. Derudover har de to hold fra Svendborg allerede været i ilden - her var det Svendborg Esport der vandt det lokale opgør. 

 

 

Division 3

I Division 3 har vi endnu en gruppe hvor det står fuldstændig lige. Med hold fra både AaB og Sørby bliver dette en spændende gruppe, mellem nogle af de store danske foreninger.

I gruppe A mangler der stadig at blive afviklet nogle kampe, men indtil nu er det Bubz og Børnene, samt Høker eSport der har føringen.

 

 

Division 4

Division 4 har efter første uge budt på et spredt felt i både gruppe A og B. I hver sin gruppe har Froz Esport og Uppercuthummerklo lagt sig alene i front, efter begge at have vundet ugens to opgør. Uppercuthummerklo tog begge deres sejre uden de store problemer, hvorimod Froz Esport måtte kæmpe lidt mere for det. I deres anden kamp måtte de ud i et overtidsdrama mod HvadLaverJeg?. 

I bunden finder vi et hold i hver gruppe i form af Hygger'N! og DEAFSQUAD, der begge mangler at få deres første sejr på tavlen. 

 

 

Division 5

Division 5 byder på nogle lidt vilde fordelinger, eftersom Farvel og Tak allerede nu har meldt afbud til alle deres kampe. Derfor har alle de resterende hold fået nogle point på kontoen. I spidsen har vi dog Veterans Esport, der fik en sejr over Gameroid. 

I gruppe B er pladserne indtil videre blevet opdelt sådan at vi har to tophold i form af Aalborg Rebels Academy og HvemErVi?. Begge hold har vundet to kampe ud af to mulige, og møder hinanden på tirsdag i en direkte duel om førstepladsen. 

 

 

Division 6

Normalt er det ikke Division 6 som får mest opmærksomhed, men det har på ingen måder været tilfældet i denne uge. Det var nemlig to kampe fra Division 6 der vandt ugens afstemninger, og derfor blev to kampe fra divisionen vist på stream. 

Det første live-opgør var mellem Mad Mummies Esport og Fem Flade. De to hold mødtes på Inferno, i en kamp som blev domineret af de sure mumier. Igennem hele kampen var der et tydeligt niveauforskel mellem de to hold, og det udnyttede Mad Mummies Esport fuldt ud. Kampen sluttede 16-4 til Mad Mummies Esport.

I torsdagens kamp mødtes Sørby Unsolved og Obstructed Elite. Kampen endte ud i lidt af en gyser på Overpass, hvor få runder skilte de to hold. På trods af en flot indsats fra Obstructed Elite, var det drengene fra Sørby der først ramte de 16 runder. Kampen endte 16-13 til Sørby Unsolved. 

I både gruppe A og B er der allerede en klar fordeling mellem holdene. Både MG Esport og Sørby Unsolved har vundet begge deres kampe denne uge, hvilket de kan fejre med en førsteplads hver. Knap så godt går det for både Stidtholt Fronters og Obstructed Elite, som begge mangler at finde deres første sejr. 

 

 

 

Division 7

Vi er nu nået til de sidste divisioner, hvor der i hver gruppe B kun er tre hold. Dette betyder at der for de grupper er færre kampe at spille, så det er endnu vigtigere at komme godt fra start. Godt fra start er Egedal Esport - Ghost Legion også kommet, efter at de i denne uge har høstet to sejre. 

I gruppe A ser vi både Golden Future Academy og TACAeSports Squire i toppen. De to hold mødes allerede på tirsdag. I bunden ligger 50cmklubben og MultiHunters Varius, som på onsdag møder hinanden, i en utrolig vigtig kamp om de første point.  

 

 

Division 8

Division 8 har indtil videre nogle rigtig tætte grupper. I begge grupper ligger de fleste hold stadig med én kamps afstand, hvilket betyder at alt stadig kan nå at ske. Indtil videre ligner det at Rygaard TL har planer om at dominere gruppe A, efter de i første uge samlede to sikre sejre op. Dog er der ikke plads til mange fejl for Rygaard TL, før enten MultiHunters InVaders eller Globen Sport indhenter dem. 

I gruppe B er alt også fortsat åbent, men det ligner umiddelbart en kamp mellem Unknown Bananas og oldboys for førstepladsen. 

 

 

Division 9

I Division 9 må det siges at være tæt løb i begge grupper. Indtil videre er der ingen hold på 6 point, hvilket betyder at kampen om toppladserne er fuldstændig åben. I gruppe A mangler vi stadig at se en kamp mellem Valhal Red og Falcon Evolve Black, en kamp som giver Falcons chancen for at ligge sig i spidsen med 6 point. 

I gruppe B er der kamp mellem Valosity og EyePeek på tirsdag, hvor et af holdene ender med at stikke af fra de to andre. 

 

 

Division 10

Selvom vi er nået helt ned i Divsion 10 er der rigeligt at holde øje med. Her har nemlig dannet sig en klokkeklar top og bund i gruppe A. Med KlanKrudt og TheHighestFives i front, lader det til at dette bliver holdene som skal kæmpe om førstepladsen. De to hold møder allerede hinanden på søndag for første gang, og her skal det vise sig hvem der er stærkest.

I gruppe B ligger to hold med én sejr, efterfulgt af Alslev Allstars som forhåbentlig får en sejr i hus i en af de kommende kampe. 

 

METAL CS:GO Ligaen fortsætter igen i næste uge. Kampdagene er tirsdag d. 19 maj og torsdag d. 21 maj

Følg med her på hjemmesiden for en optakt af næste uges kampe samt afstemningerne. 

Mere information omkring holdene og stillingerne kan findes på Toornament


Login
 Glemt password?
Registrer