Hvorfor er politiet til Copenhagen Games?

Politiet er mødt talstærkt op til Copenhagen Games, og her har de i sinde at blive, indtil esportsfestivalen slutter lørdag aften. Heldigvis er det ikke fordi, der er problemer – men fordi der er potentiale.

»Vi vil gerne ud og snakke med de mange unge mennesker til Copenhagen Games, fordi der er masser af gode potentielle betjente og it-medarbejdere herude,« siger Hilbert Strange, rekrutteringskonsulent ved Rigspolitiet.

»Politiets opgaver og arbejdsmetoder udvikler sig hele tiden, og det kræver medarbejdere, der har nogle analytiske kompetencer og nogle it-kompetencer,« uddyber han.

Blandt klientellet til Copenhagen Games befinder sig nemlig mange unge gamere, som gennem deres interesse for spil og elektronik får opbygget strategiske færdigheder og en veludviklet forståelse for it. Og det kan de udnytte hos politiet.

Her arbejder de blandt andet med nye it-systemer til at sortere og analysere data, de laver elektronisk sporsikring og ikke mindst har de Nationalt Cyber Crime Center, hvor efterforskningen er af svær digital art.

»It-kompetencer og politiet spiller virkelig godt sammen, så vi er til Copenhagen Games, fordi vi meget gerne vil gøre opmærksom på de mange forskellige spændende it-opgaver, der er i politiet. Både inden for efterforskning og it-udvikling,« lyder det fra Hilbert Strange.

Hos Copenhagen Games er de ligeledes meget begejstrede for politiets tilstedeværelse under festlighederne.

»Esporten er virkelig ved at bevæge sig ud i samfundet, og det går stærkt. Det er vi i branchen naturligvis rigtige glade for, fordi det åbner op for samarbejde med mange virksomheder og organisationer, som alle sammen på forskelligt vis kan bruge esporten til noget«, fortæller Zahid Butt, der er direktør og stifter af Copenhagen Games.

Copenhagen Games åbnede årets festival onsdag d. 17. april med en stor erhvervskonference, hvor temaet var, hvordan virksomheder og foreninger kan drage nytte af esporten. Under hele festivalen vil der være stande fra blandt andre Politiet, Forsvaret og Danske Rederier, der vil have de IT-kyndige unge til at overveje en karriere hos dem.


Login
 Glemt password?
Registrer